Kostumeudstillingen Rød Front med flæser
Kære kunst- og kulturelskende publi-kummer og publi-kusser
Velkommen til: ”Rød Front med Flæser”.
Også lidt mere salonfähig kaldet: ”I tråd med tidens trend”!
Jeg har specialhåndplukket et skønsomt Skagen glor-værdigt udvalg fra den Helgerske Kostumesamling til Galleri Rasmus. Udstillingen her på havnen i Skagen.
Helger-kostumerne er næsten alle kreeret af mesterkunstkreatøren Møsjø Lars Andersen.
Teatermuseet i Hofteateret på Christiansborg har venligst udlånt kostumerne.
”Rød Front med flæser” har jeg kaldt udstillingen, som efterhånden – med stormende succes – har tourneret land og rige rundt i årevis.
Textilforum i Herning.
Kvindemuseet i Århus.
Tidens Samling i Odense.
Teatermuseet i Hofteateret.
Nu er de Helgerske Herligheder omsider kommet helt op til Skagen!
Personlig er jeg igennem alle årene kommet på Skagen, både som optrædende i Mads Peter Neumans Sommer Saloner på Fiskerestaurenten, men også i mine unge år, som helt ny, ung, autointakt skuespillerske i de sagnomspundne Pigecabaretter på Brøndums Hotel.
Jeg har også igennem årene været så heldig i kraft af min metier at få lov at nyde godt af inspirerende ferier i Betty Nansens Hus.
Derfor er det med stor glæde og slet skjult henrykkelse, jeg nu – med disse eventyrlige, enestående, flamboriante, men også ret så antiautoritære, samfundskommenterende kostumer (folk skal jo ikke kun stryges med hårene) – kan betale lidt af min Skagentaknemmelighed tilbage!!!
Go’ kunst-, kul- og na-turberigenende Skagensommer!
Kærlig hilsen og
rød front med frække flæser
Anne Marie Helger

1 Kommentarer
Posted on 14. november 2011 at 11:41 af Maiken Messau-Deneyer
ærgerligt at jeg er for sent med udstillingen og din udgivelse af bogen om råberoberne.Så vil gerne følge dig på facebook