Rød Front med Falster Flæser!

Premiere: Torsdag den 2. december! Spiller i alt ti gange.

TEATER MASKENS HJEMMESIDE

Rød Front med Falster Flæser!

Oplev komikøsen Anne Marie Helger – direktøs i A/M Helger Holding!

I fri ucensureret dressur på Masken!

AMH, nu som samlesæt med stang-ægteskabelig musikbedækning!

Leveret på klarinet af gemalen gennem de sidste 25 fyringssæconer: Jeppe Helweg – ( Overlæge. Ortopædkirurg på Frederiksberg Hospital).

Julen er de røde hjerters fest!

Ingen kan være i tvivl om, at et sådant ræverødt julehjerte banker vildt, varmt og frådende i brystet  bag de nedfaldne sydfrugter på tragi-komediennen fru Anne Marie Helger.

Endskønt  Fruen, som er en fuldmoden årgang 46, er langt ude over Lolitta-ungpige-rollefaget.

Hun er vel nok det, man med en hæmningsløs Helgerisme kunne kalde: En Postklimakteriel Mimremakrel i Pre-terminal fasen.

Snyd ikke Dem selv og Deres nærmeste og Helger Koncernen for denne enestående Frække Falster Fælde:

Helger og Helweg i vild, uhæmmet, musikalsk, scenisk, folde- og farverig fantasi!

Rød Front med Falster Flæser!

Hvad er dog det?

Det er Cabaret og vrangforestilling, så det svider!

Fyldt med:

Hudfletninger – harceleringer – hentydninger – hurlumhej – harmonier – hulk – hyl og masser af hu-mor, ikke hu-far!

Det er en utrættelig, stædig senior show-sild i egen saftig, selvfed sovs!

Kom selv og ta’ del i det ungdomsoprør, der nu umærkeligt er gledet over i en pensionist-protest!

Det siges, at et Helger-show er 10 – 12% bedre end en atomkrig og ikke så lidt ringere end et halvt stykke med leverpostej.

På Falster er det mange procent skønnere!

Juletræffet på Falster bli’r stoppet til randen med alt godt fra:

Det Lokale til det Globale!

Fra det Banale til det Fatale!

Fra det Fremmede til det Fornemste på Falster!

Der bli’r musik – sang – dans – digt – præmier – gættelege – skideballer og masser af undskyldninger og kostelige kostumer.

Grin, gråd, gys og gaver en masse!

Alt efter AMHs motto:

Det kan aldrig blive for meget!

Vi ses til Jul på Falster med Helger og Helweg i

Rød Front med Falster Flæser!

0 Kommentarer

Ingen kommentarer endnu

SKRIV EN KOMMENTAR