Tro dem ikke, de rævepelse!

Ebbe Kløvedal Reich skrev en tale til Anne Marie Helger, da hun modtog Martin Andersen Nexø-prisen i 2002. Talen har længe været bortkommet i de helgerske (ganske anselige) gemmer, men nu er den fundet! Vi iler straks til med at bringe den i dette digitale forum, så tabet er mindre, hvis originalen skulle forsvinde endnu engang.

TIL ANNE MARIE HELGER

Det var den allerførste 1. maj-fest efter besættelsen og befrielsen. Kommunisternes Fælledparkmøde var kæmpestort. Og der var feststemning. Der var stærke forlydender om, at Socialdemokraterne, som jo var stærkt svækkede på grund af samarbejdspolitikken, havde planer om at lave en samlingsregering med kommunisterne. Aksel Larsen havde ligeholdt den officielle tale om disse lyse, socialistiske udsigter.

Oppe på podiet – på hæderspladsen blandt de andre partispidser – sad den gamle, fejrede digter Martin Andersen Nexø. Han var ikke på talerlisten. Men pludselig rejste han sig og greb mikrofonen. Da han nu var ham, var der ingen, der tog den fra ham. Han stod lidt og rystede af vrede eller alderdom. Så råbte han ind i mikrofonen. ”Tro dem ikke, de rævepelse!” råbte han, og så satte han sig igen. Det tog nogen tid, inden partidisciplinen var genoprettet.

Kære Anne Marie!

Der er en smuk historisk og poetisk logik i, at du i dag modtager den pris, der er opkaldt efter den mand, der råbte sådan.

Ganske vist er der mange forskelle på ham og dig.

F.eks. korpus, alder, køn, metier og partimedlemskab.

Men under alt dette er der også et klart, åndeligt slægtskab.

Situationen nu er jo en helt anden end dengang.

Vi har ikke været besat, og vi er i hvert fald ikke lige blevet befriet. Nærmest tværtimod.

Hvis man kan vride sproget så meget, at man kan tale om vores VKDF-regerings idépolitik, så er det en politik, der er baseret på bjergsomhed, privatisme, fremmedfrygt og uvilje mod alt, hvad der smager af kunst, kultur, sagkundskab eller åndsfrihed.

Næsten lige så deprimerende som vores nye regering har det stort set totale fravær af en vågen, stejl og kampklar opposition været. Vel er der en slags opposition også på Slotsholmen. Den har bare ikke sagt noget særligt. I hvert fald ikke noget, der er værd at høre efter.

Men så rejste du dig fra podiet og holdt en nytårstale til osnokkerne i det Osnokkiske Rige – og bagefter en nytårskur i protestsalonen. Og det virkede nærmest på samme måde som Andersen Nexøs udråb dengang gjorde det.

Det er jo mildest talt ikke første gang, du råber op på den måde. Det er nærmest kronisk. Du har gjort det i over 35 år og på mange forskellige måder.

Du har masser af strenge og toner i dit instrument.

Den ene dag er du den fortrykte, lille, Herman Bangske danselærerinde Irene Holm. Den næste dag er du den fejende, flotte, dødsforagtende diva Sarah Bernhardt. Og det er du vel at mærke på Christiansborg – et stenkast fra den sal, hvor Anders Fogh Racemusen og hans kompagni gør sit bedste for at gøre os alle sammen endnu mere privatistiske, asociale og kedelige, end vi er i forvejen.

Men ligegyldigt om du er Irene eller Sarah eller fru skibsreder Percy Plask-Plaskenskjold eller bare Anne Marie Helger med hedetur er der en ilter kampklarhed og en vågen samfundsbevidsthed, der altid stikker næsen frem hos dig. Du overgiver dig aldrig til andet end det, der er værd at overgive sig til. Poesien, glæden, teaterkunsten, Jeppe og den slags.

Din satire og samfundskritik kommer i en bestemt toneart, som gør den let genkendelig og slagkraftig. Der er visse former for politisk protestteater, du ikke giver dig af med. Du har – så vidt jeg da ved – aldrig stablet dig op som den frejdige, kernesunde, revolutionære, fanesvingende folkets datter.

Du kæmper ikke klassekamp i regelret, gammeldavs forstand. Du kæmper derimod utrætteligt klasseløshedens og humanitetens kamp imod overklassen, og du gør det som oftest ved at krybe ind i overklassens overdådige rober, manierethed og snobberi. Så giver du den lige en to-tre tænder mere, så alle og enhver kan se, hvor latterligt det hele er. Men det afgørende er, at du aldrig taber mennesket i overklassekællingen helt af syne. Det er det, der gør det til effektivt politisk teater. Du viser os lede, reaktionære gimper. Men samtidig viser du os mennesker. Og herlige klimakterie-makreller.

Angående din stil i øvrigt vil jeg sige, at den kortest kan karakteriseres som stram overdådighed eller løssluppen, anarkistisk præcision. Den er på en måde helt din egen. Men alligevel har den et tydeligt etnisk præg. Den er ærke-christianhavns. Lige så tydeligt som dronning Margrethe er amalienborgsk, Lene Espersen er vendsysselsk, Mona Sheik er euro-arabisk, og Pia Kjærsgaard er osnokkisk.

Det ville også være mærkeligt andet. Du har gået på den mest grænsesprængende elevskole, der ikke findes, Solvognens i fristaden Christiania. Der lærte du en form for teater, som ikke kan læres noget andet sted i universet. Og du har siden drevet den videre med dit personlige præg – men på ægte, indfødt christianhavnsk.

Denne totalt uregerlige bydel, hvor Martin Andersen Nexø selv tilbragte drengeårene i Arken – og som siden både i og uden for fristaden har givet os så uforholdsmæssigt mange skæve, folkelige og geniale eksistenser. Lad mig bare i flæng nævne Gasolin, Peter Larsen, Helle Ryslinge, Brita Lillesøe, Thorkild Weis, Eva Esmann, Quist Møller-familien og Nulles Verdensorkester. Du hører med i den skøre flok. Som er fælles om at være alt det modsatte af flokdyr.

Man må gå ud fra, at Martin Andersen Nexø, hvis han havde kendt dig eller resten af den flok, ville have haft en del kritiske bemærkninger angående organiseringsgrad, demokratisk centralisme og den korrekte, politiske linje. Kritiske bemærkninger, som eftertiden vel at mærke har gjort totalt ligegyldige.

Men det er lige så sikkert, at han ville have opfattet dig som en ven og allieret. Af nogenlunde samme grunde som fik Carl Madsen til at bruge de sidste år af sit liv på at forsvare fristaden Christiania. Og af samme grunde som i sin tid fik Nexø til at træde op imod de firkantede partikammerater, der kun kunne se Grundtvig som en reaktionær, nationalistisk storpusher af opium for folket.

Til dem sagde han dengang: ”Bonden kan løfte blikket og løfte det ud af den klæge masse, hvor brødet bliver til. Og det skylder han først og fremmest en skare mænd med Grundtvig i spidsen. Han tog ham broderligt ved hånden og sagde: Du er et menneske! – Hele tilværelsens vidunder i ét! – Se dig ud.”

Nok er dette ikke Rubicon – og nok er jeg ikke Nexø – men til dig, Anne Marie, vil jeg sige: Danskeren kan løfte blikket og løfte det ud af den klæge masse, hvor brødet, overforbruget, betonliberalismen, fremmedhadet og den paranoide privatisme bliver til. Og det skylder han ikke mindst en flok skøre gøglere med dig helt fremme i forreste linje. Du tager søsterligt danskeren ved hånden og siger: Du skal ikke lade dig kue eller skræmme af dem, der bestemmer! Det er bare nogle liberalistige ego-selvcentralister og præpensionerede panik-pighvarer, der tror, de er noget. Tro dem ikke, de rævepelse! – Husk, at du er et frit menneske. Se dig ud.

Det er vitalt for det danske samfunds fremtid, at der til stadighed er nogle, der siger netop det, så det kan høres.

Og derfor har du så rigeligt fortjent Martin Andersen Nexø-fondens pris. Tillykke!

 

12 Kommentarer

  1. Posted on 3. februar 2013 at 00:10 af Mick Arnholtz

    For fanden det er dejlig at læse dejlige ord fra en som holder af en man holder meget af, dig Anne Marie. Lov mig at at overleve mig, jeg har ikke lyst til at undvære dig! – og ja jeg er kun 45!! Og i øvrigt hed min højt elskede nu afdøde farmor, Irene Holm :-) i daglig tale Fru Holm <3

  2. Posted on 3. februar 2013 at 00:21 af Per Bjarne

    Sim-sa-la-bim..
    Den mand Ebbe, kan også sit kram, sikken tale og tillykke med prisen også selvom det er over 10 år siden du modtog den.
    Hvem ved, du kan nå at få den mange gange endnu kære Anne Marie..

  3. Posted on 3. februar 2013 at 04:26 af Pernille Bjerremose

    Vidunderlig! Godt den dukkede op nu. – Det har måske sin særlige grund som når Holger Danske bliver vakt til live når landet stander i vånde – eller hvad det nu hedder. “Tro dem ikke – de rævepelse” ! <3

  4. Posted on 3. februar 2013 at 08:45 af Richard Studd

    En smuk tale fra et dejligt menneske til et andet… med et indhold der viser sig mere relevante end nogensinde…

  5. Posted on 3. februar 2013 at 09:42 af Elise Berg

    Det er en køn, velskrevet og velfortjent tale at læse til formiddagskaffen. Tak.

  6. Posted on 3. februar 2013 at 10:45 af Jonna Rønnest

    Det bliver en god dag i dag.
    Jeg vil se mig ud.
    Tak fordi du deler en vidundelig, og velskrevet, tale med os. Den giver så meget energi!

  7. Posted on 3. februar 2013 at 11:56 af Marie-Louise Bormann

    Dejlig at læse – og den er jo stadig aktuel, selvom der skal skiftes lidt navne ud, hist og pist…
    Tak for din kampgejst, må den vare ved!
    Kærlig hilsen og god vind

  8. Posted on 4. februar 2013 at 18:49 af Birgitte T. Nieslen

    Skøn tale til dig skønne Anne Marie Helger… Du rammer altid plet, mendine dejlige taler… fornærmer jo ikke nogen, siger bare hvordan det forholder sig, og giver da nogen drøje hug, men du slipper af sted med det ..
    Har altidt nydt når du viste dig frem, i de store rober, det helt store skrud, og sage netop det der rørte sig i dit hjerte.
    Tak for mange gode timer i dit selskab, ikke sådan at jeg kender dig fra andet end TV, nejjj har aldig set dig på en scene. Men det jeg har set har gjort mig klogere, mere modig og mere fanden i voldsk … Tak for det og tak for dig.

    Med venlig hilsen
    En Sindig Norjyde

  9. Posted on 6. februar 2013 at 20:10 af Jenny

    Jeg ikke alene “synes godt om” dig fru Helium, jeg elsker dig, og kom ved læsningen af hyldesttalen fra Ebbe Reich i tanke om, at ham mødte jeg da på Århus Akademi i begyndelsen af ’70erne, hvor han en helt aften “manipulerede” os i vores politiske overbevisning. Hvor var det godt, for ellers havde jeg nok heller aldrig rigtigt fået øjnene op for dig, du skønne! Herlige hilsner fra Jenny, Århus

  10. Posted on 7. februar 2013 at 12:34 af Conny Steffensen

    En fantastisk tale til en fantastisk kvinde. Dejligt at læse den. Tak, fordi du har delt dem med os. Du har i mange år gjort mig glad med alle dine helt uovertrufne roller, som altid har fint bid.
    Vil med glæde og spænding følge dig også fremover.
    Fynboen

  11. Posted on 12. februar 2013 at 11:20 af lene

    Smukt-smukt, og nu ved jeg det var Irene Holm stykket hed og det var Herman Bang tak alt godt fremover til dig og tak lene

  12. Posted on 17. september 2013 at 20:01 af Kristian Sander

    Kære Anne Marie,

    Der var en gang hvor jeg ikke kunne udstå¨dig. Hver gang du troppede op på TV slukkede jeg. Lige indtil den aften hvor du spillede Lærerinde i et TV-spil af en eller anden sydamerikaner(har glemt hvem!).

    Da måtte jeg overgive mig og da indså hvor dum jeg havde været.

    Kort sagt de er / var suveren og en fantastisk god skuespiller og et særdeles velformuleret brokkeho’de (og det elsker jeg dig osse for – nu !)

SKRIV EN KOMMENTAR