Fristaden Christiania – Fondsstiftertale!
Ja – hvem kan sige nej til Christiani-ja!
Hvilket ærefuldt hverv!
Stifter af Fristaden Christiania Fonden!
Det er da for vildt!
Jeg får en klump i halsen.
Tænk, at christianitterne i enig konsen-susende samdrægtighed har udvalgt mig som stifterske!
Jeg kan slet ikke komme mig over den kærlige tillidserklæring.
Fra en flamboyant, fyrreårig, fræk fristadsfurie, som jeg betingelsesløst har råelsket hele livet.
Er der noget så smukt som gengældt kærlighed!
Jeg kunne være hendes mor – hende Christiania.
Når folk undrer sig over, at jeg ikke var med til at storme området dengang for 40 år siden, så er grunden, at jeg var lovligt undskyldt, for jeg havde sat vand over til at føde mit eneste barn, den lille Johanne-pige!
Som fødselsdagsgave har Johanne til gengæld kreeret et farverigt fristads-regnbue-fonds stiftningskostume med tre gule – ikke prikker, men blomster.
Blomsternes styrke har igen vist sin uovervindelige kraft.
Bluhmenkraft durch freude!
Nu kan Folket frit frikøbe fristaden med folkeaktier. Folk fra nær og fjern, alle kan være med. Vi må aldrig glemme, at Christiania er for alle!
Tænk – hele dette store, skønne, grønne Christiania som spekulationsfrit område. Wauw! Så kan folk fra hele verden trygt blive ved at komme fræsende for at nyde denne enestående, fejende festlige verdenssensation: Fristaden! Regnbuens endestation! De varme vibrationers hjemstavn.
Danmarks flotteste, sejeste brand – sådan et har vi desværre noget så desperat brug for!
Intet andet land har noget der kan måle sig med fristaden – hun er unik – original – genial –fuldstændig uden sidestykke helt sin egen. Og det har hun været i fyrretyve fyringssæsoner.
Gå en tur ned igennem Push-up Streat og bliv røg-alt nådigt modtaget af kronprinsen og hans kronprinsesse Mæwi. I anledning af fødselsdagsfejringen har de netop til lejligheden stillet et stort fotostat af prinseparret op ved indgangen til Gaden. Der var nogen, der havde klistret en håndskrevet lap hen over parret, hvor der stod: Glad Galar! Leverandør til det Kgl. Danske Hof – men den er fjernet igen.
Hvis jeg en dag er tynget af verdenssmerte og hænger lidt med næbbet, så går jeg en tur på Christiania. Pludselig står jeg foran Woodstock og skraldgriner over et lille, primitivt opslag, skrevet på en pølsebakke. Der står:
Vedrørende tilhold mod ophold på tilholdssteder: I henhold til bestemmelserne om ophold på steder, hvor til der gælder tilhold, som påbyder, at navngivne personer afholder sig fra ophold på tilholdsstedet, må det fastholdes, at tilholdet skal overholdes. Såfremt indholdet af tilholdet ikke overholdes, og vedkommende ikke holder op med at holde af at holde til på tilholdsstedet, hvortil tilholdet er gældende, vil vedkommende være at tilbageholde og må udholde at blive opholdt, indtil indholdet af tilholdet er foreholdt vedkommende, subsidiært anholdt uden ophold. Hold da op – holder det da aldrig op?
Nu skal jeg nok holde op.
Og dog, lad mig lige citere sidste vers af den kærlighedshymne, jeg har skrevet til
verdens bedste Christiania, som jeg nu er Fristads Fonds Stifterinde for!
Her er det land med plads til den fristad, som hele verden drages mod
Her er den fælles drøm som vi skued’
Her er det frihedens folk, der stod
sammen i modstand, da Staden var truet
Danmark med plads til Cristiania
Tillykke, Danmark!
Anne Marie Helger
0 Kommentarer
Ingen kommentarer endnu