Berlingske anmelder Råberober

Jens Andersen, Berlingske Tidende, giver Råberober fem ud af seks stjerner.

Kære bogelskende medlæsere! Vor højst alternative dronning Anne Marie Helger (der har siddet på sin trone siden 1966), har begået en ubetalelig morsom selvbiografisk billedbog, der kommer som kaldet i dagene op til Dronning Margrethes til tider meget alvorlige regeringsjubilæum.

Af Jens Andersen, kultur@berlingske.dk

»Råberober« hedder værket, der med forfatterens ord er »et eventyrligt, helgersk, kostumerisk udstyrsstykke, garneret godt op med saftige tekster i egen super-selvfemiflektrisk seniorsovs«. Der bliver kort sagt ikke sparet på effekterne, når aktivøsen viser sine 24 mest rablende rober frem og fortæller om baggrunden for deres tilblivelse og særlige brug. Om den »knaldrøde kampkrinoline«, der ses her til højre, hedder det, at den blev båret til 1.maj-taler, strejker og jobs hos fagbevægelsen. Og Dronning Helger tilføjer, at hun også har optrådt i den til honette velgørenhedsarrangementer til fordel for sultne børn i Hellerup-Charlottenlund. Ligesom den skøre skrønefortæller påstår, at det var hendes oldefar, der byggede ikke kun Christiansborg men også Helle Gotved-Instituttet. »Råberober« er årets første mandelgavebog til republikanere & royalister. Gud bevare vores humoristiske sans!

 

0 Kommentarer

Ingen kommentarer endnu

SKRIV EN KOMMENTAR