Atomaffaldsdeponering i Udkantsdanmark!

Gys i giftgrundfjeldet for et møgbetændt projekt!

I Danmark har vi ikke atomkraftværker, men vi har Risø.

Rygtet vil vide, at der nu skal bygges et prestigefyldt risøisk Videns- og Forskningsmuseum. Man ser det for sig i stramt strømlinet design – De segner, når De hører prisen. Sådan et spritnyt, smart bygningsværk kan ikke bære at have et kæmpe giftdepot liggende der og skæmme pragtcenteret.

Altså skal skidtet outsources, og hvad er så mere nærliggende end at vælge et sted i Udkantsdanmark.

Fyn – Lolland –Jylland!

Det bliver selvfølgelig lidt svært at sælge sit hus og sin jord og få nye folk til at flytte til den depotuheldsramte landsdel. Der bliver nok heller ikke det store salg i Thiesesmør og Lollandskartofler og Fynborygeoste –  direkte fra den danske muld, nu med autentisk nuklear atomaffalds-deffekt !

Hvad så med Bornholm, den hviler på sådan et herligt urstabilt klippefast grundlag?

Og øen er så bekvemt gemt af vejen, væk fra selve Hoveddanmark. På Bornholm sner de alligevel hele tiden inde og fryser fast og bliver totalt glemt, når krigen har lagt sig, og freden raser, og nervegasserne springer læk, og bornholmerbåden er for længst kylet ad Køge til.

Det er klart, at et atomaffaldsdepot midt i de bornholmske, bæredygtige, landbrugbare naturherligheder bliver svært at bære, så dygtig man end er. Et giftdepot i Paradisbakkerne vil uvægerligt komme til at svække ”Far til fire”- og ”Krølle Bølle”-effekten, således at samtlige turister og underjordiske bakkepuslinger og klippetrolde vælger Bornholm fra. Men hva’ pokker, Bornholm vil jo så gerne kaldes ”the Bright Green Island”!

Som Hans Kragh-Jacobsen skriver i sin bornholmske udgave af Plutonium-sangen:

The Bright Green Island lyder kønt

Bornholm i Østersøen

Og se, hvor fint det lyser grønt

Om natten her på øen.

Man kan sådan set godt forstå hvorfor, Astrid Kragh valgte at smutte fra den høring, alle de implicerede udsovsningstruede kommuner havde inviteret til d. 22 oktober i Børsens store festsal.

Hvem af alle de skønne, danske magueritrutegennemstømmede egne skal hun dog pege på, og hvordan skal hun se de berørte parter i ørerne?

Der var ellers mange gode forslag og indlæg.

Bl.a. kom direktøren for Grønfred med en inspirerende ide: Risø kunne gøre en dyd af nødvendigheden og anlægge en konstant overvåget, strålingssikret gravhøj til affaldet ved siden af det ny museum.

Det var bare et af mange spændende og konstruktive forslag. Denne tale blev der ikke tid til, så I får den her.

Kærlig hilsen

Anne Marie Helger

Hans Kragh-Jacobsen, Anne Marie Helger og Jeppe Helweg. Foto: Hanne Nimskov

 

5 Kommentarer

  1. Posted on 24. oktober 2012 at 23:29 af john Rokkjær

    det er stærkt Fru Helger & godt at vi har sådan en som dig ,det kunne man lære noget af ,jeg siger og så min mening til de Politiker inde på Blinde & døve institutet ,med venlig hilsen john

  2. Posted on 25. oktober 2012 at 09:55 af Ulf Ansbæk

    Nu skal Danske Bank jo skære ned, og deres huvedsæde ved siden af Nationalbanken er kendt som uindtageligt.

    De vil alligevel sætte det til salg, og med sin uindtagelighed, kunne det jo udmærket være et deponeringsalternativ. Og så er alle de gode landlige produkter alligevel sikret for vores kritiske ganer. HURRA !

    Der er alligevel aldrig nogen, der vil komme til at smage tidligere tiders “forlandsgrise” og “engstude”, da de københavnske strandenge allerede blev tilbygget for flere århundreder siden.

  3. Posted on 25. oktober 2012 at 09:57 af Lone Bedsted

    Mon ikke det planlagte forskningscenter- og museum på Risø allerede ER aftalt??
    Så er det da en oplagt mulighed, NETOP at lade affaldet fra den danske atomforskning ligge her (det er jo ikke farligt).
    Så har de kommende generationer en chance for at se og opleve den del af historien.
    Og ikke glemme den ved at feje det hele ind under tæpperne i udkantsdanmark.

  4. Posted on 25. oktober 2012 at 11:14 af mortn hvam

    når dette affald er så ufarlig hvorfor så flytte det ?lad det ligge på Risø ,så kan disse forsker der mener det er ufarligt jo holde øje med det og så er vi jo fri for at nye områder risiker at svinet til med dette ufarlig affald .

  5. Posted on 29. oktober 2012 at 19:48 af 1000 tak for din ærlige kamp for os der bor her ude hvor kragerne vender!

    Kære Anne Marie :0)
    En stor og kærlig tak fordi du kaster dig så stærkt ind i denne ulige kamp for os små samfund i Udkants-danmark! Det er jo David mod Goliat – en meget uhyrlig kamp, hvor vi åbenlyst skal kæmpe for vores smukke del af Danmark – ikke skal blive indvaderet og ødelagt af det forfærdelige atom-affald fra Risø. Tænk at vi som samfundsborgere, så tydeligvis skal stemples som 2.rangsborgere – i det samme Danmark! Det er præcis sådan man føler, når man ikke hører sig hørt overhovedet af vores såkaldte Sundhedsminister! SHAME ON YOU ASTRID KRAG!
    Atom-affalds-frie hilsner fra en Bornholmer der er dybt taknemlig for Fru Helgers kamp for os her ude i det Ydre af Danmark.
    Hanne Nimskov

SKRIV EN KOMMENTAR