Mens Rå Rober spillede på PH Cafeen, var der blandt tilskuerne en aften en gruppe fra Forvandlingsværkstedet i Vestsjælland – en frivillig forening, som hjælper psykisk syge med at finde tilbage til et værdigt liv.
Noget af det, der kan bringe glæde i en svær tilværelse, er at få hul på kulturen, og med det formål for øje var gruppen taget til København for at bivåne Anne Marie Helgers Rå Rober.
Showet fald i god jord, der blev grinet meget. På vej hjem i bilen prøvede flokken, hvor mange ord og udtryk de kunne huske, mens de grinede videre. Hold på hatten, hvor de grinede!
En enkelt grinede så meget, at hun blev utilpas og måtte til lægen. Det viste sig, at hun havde dårligt hjerte, og fluks blev hun udstyret med døgnåben mobiltelefon og nitroglycerin og udsigt til en udredning.
Tænk engang, havde hun ikke gået grinet sådan igennem, var det måske ikke kommet for en dag, at der var hjerteproblemer, før det var for sent. Anne Marie Helger har fået mange kommentarer og mange roser for sine shows, men det er alligevel første gang, at det ligefrem har reddet liv.
Det er ganske vist: En sund latter forlænger livet!
0 Kommentarer
Ingen kommentarer endnu